Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Fredagsunderholdning
April 2019
"Alle mod 1" breder
sig til resten af Europa
DRs underholdningsprogram "Alle mod 1" er rejst ud over landets grænser og produceres nu i blandt andet Frankrig, Tyskland og Norge. Til efteråret vender programmet tilbage til Danmark.

DR og Nordisk Film TV har indledt jagten på deltagere til næste sæson af underholdningsprogrammet "Alle mod 1", hvor en enkelt seer dyster mod resten af Danmark, når Mads Steffensen og Joakim Ingversen stiller spørgsmål og underholder.

Men i dag er det ikke kun i Danmark, der bliver fundet deltagere til showet. Den danske fredagsunderholdning, som Nordisk Film TV har udviklet sammen med DR, har nemlig lige så stille bredt sig til TV-stationer over hele Europa: Både Frankrig, Tyskland, Tjekkiet, Norge og Finland har sendt lokale udgaver af underholdningsquizzen, hvor seerne kan spille med via en app.

Kæmpesucces i Norge

– Norge har lige rundet anden sæson af "Alle mod 1", og her er det blevet en kæmpestor succes, siger Lenette Bak Holdensen fra Nordisk Film TV, der er producent på den kommende danske sæson af programmet. – Over halvdelen af nordmændene med fjernsynet tændt har nemlig set "Alle mod 1", når det blev sendt lørdag aften, og det er væsentligt flere, end der normalt ser norske NRK på det tidspunkt.

Lenette Bak Holdensen fortæller også, at de forskellige lande producerer "Alle mod 1" i flere forskellige varianter, men at grundopskriften er den, som DR1 sender. Den franske public service-kanal France 2 og tyske ProSieben har for eksempel lavet det til helaftensudsendelser.

– Når kanaler køber underholdning er det som regel én af deres større investeringer, siger Lenette Bak Holdensen. – Derfor vil de på den ene side gerne have noget nyt, men også gerne noget, de ved har succes andre steder. Få tør tage chancen med stor egenudviklet underholdning, som DR har gjort med "Alle mod 1"...

Ideen bag quizzen er enkel. En skarp og modig deltager møder op i studiet i DR Byen hos programmets vært, Mads Steffensen. Han eller hun skal svare rigtigt på syv spørgsmål for at vinde op til 100.000 kroner. Modstanderen er hele Danmark, som samtidig kan dyste med på en app. Ender seerne med at slå deltageren i studiet, er det en af seerne, der får præmien.

Fik mod på at udvikle selv

– Det var succesen med at udvikle programserien "Vidunderbørn", som gav os mod til selv at udvikle "Alle mod 1" og skabe noget, vi selv har opfundet, siger DRs underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme. – Programmerne har vist at vi kan samle familier om god underholdning, samtidig med at de forhåbentlig bliver lidt klogere. Det er dejligt, at andre lande også har kunnet se ideen i det og gerne vil lege med.

"Alle mod 1" er skabt omkring teorien "Wisdom of the Crowd", som bygger på, at sandsynligheden for et korrekt svar på et givent spørgsmål er større, hvis man lægger en hel gruppes svar sammen frem for en enkelt eksperts svar.

Gå tilbage


Mads Steffensen og Joakim Ingversen står i spidsen for DRs udgave af "Alle mod 1". Det gælder også for tredje sæson, som sendes til efteråret (foto Agnete Schlichtkrull).
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+